Vi har de sidste 3 år kørt i en Toyota hybrid, som rent formalt hed “Toyota Auris 1.8 Hybrid Touring Sports H2”. Det var første hybrid bil som daglig transport og her er lidt om oplevelserne inden vi afleverede den tilbage efter 3 års privat leasing var slut.
Modellen hedder nu om dage Corolla, men det er stadigt grundlæggende den samme bil, som kun har fået små facelift undervejs og ser ud til at lide af de samme skavanker, som vi opleverede. Bilen var født med et godt udstyrsniveau - med fartpilot, skilte aflæsning, klimaanlæg, bakkamera, bluetooth integration, natblænde i bagspejl og en del andet.
Af det mest postive er at bilen er let kørt og virkede til at være i fornuftig kvalitet. Der var gennem årene ingen væsentlige driftsproblemer og de største problem rent funktionelt, var at dæktryk målerne ikke kunne finde ud af at man skiftede hjulene og skulle forbi et værksted for at blive “omkodet”.
Toyota var blandt de første til at lancere hybrid biler, og teknologien er fungerede som sådant fint. Ved udleveringn af bilen fik vi en lille seddel med tips om hvordan man optimerede sin kørsel og fik mest ud af hybrid motoren. Det var der noget om, men hvis man ikke skal være til gene i trafikken, er det ikke altid lige til at følge de gode råd.
Bilen kunne køre på ren el, men kun op til 40 km/t, så slog motoren til, og batteriet var ikke stort nok til kunne dække småture, det var mest et supplement til benzin driften - modsat moderne plug-in biler.
I bykørsel og kø-kørsel fungerede hybrid systemet rigtigt godt, og man kom langt på literen. Den kunne hurtigt komme afsted, når det blev grønt og en motor uden gear gjorde det nemt at køre i myldretiden, hvor al fokus kunne være på trafikken. Det hold dog hurtigt op så snart man kom på motorvej, hvor hybrid motoren virkede både mere tørstig end en almindelig motor og hvor “1.8” motoren mere føltes som en 0.8 motor i forhold til almindelige benzin motorer. Op til 110 km/t går det okay, men ved 130 km/t lyder bilen som om den ikke syntes det er rart og man føler generelt ikke man har overskud til at kunne overhale.
Bilens største praktiske problem var, at der var tale om en stationcar, men dens bagklap havde en så lille åbning, at den ofte kunne laste mindre end Peugeot’en alene fordi tingene ikke kunne kome ind i bilen.
Bilens brændstofmåler var sammen med bagklappens største problem. Den advarede, når den mente, at der var omkring 100 kilometer tilbage i “tanken”. Problemet var blot, at denne vurdering var en kombination af batteriet og tanken, og at de 100 km på motorvej snarere var omkring 20-25 km end 100, hvorfor det enkelte gange gav anledning til akut frygt for at gå i stå (omend det ikke skete nogensinde). I praksis var problemet ikke så stort, for allerede når tanken var 1/4 tom, kunne man mærke det på bilen og man fik naturligt lyst til at tanke så snart det lige passede.
Pluser
- Driftsstabil
- God bybil.
- Nem at køre.
- Højt udstyrs niveau.
Minuser
- Godt nok hybrid, men så meget bedre er brændstofsøkonomien i praksis ikke.
- Motorvejskørsel.
- Brændstofsadvarsel.
